Jeg har astma

Se astmafilmen
Loader video...

Lev livet med
astma

Du har fået konstateret astma og har sikkert en masse spørgsmål, som du forsøger at finde svar på. Hvad er astma? Hvorfor har jeg det? Hvordan kan jeg leve livet og fx dyrke sport ligesom mine kammerater? Astmanaut er sat i verden for at informere dem omkring dig om astma og for at svare på det, du vil vide. Jo flere, der kender til, at du har astma, jo bedre kan de hjælpe dig – og jo bedre kan du leve et trygt liv med astma.

Del filmen med dine venner

Loader video...

Det vigtigste
du skal vide om astma

Astmanaut-mappen

Når du får konstateret astma hos din læge eller på Børneafdelingen Regionshospitalet Viborg, kan du få udleveret en Astmanaut-mappe. Mappen indeholder en række redskaber, som gør det nemmere at forstå astma, og hvordan astma skal behandles. Du får også en taske og et kort, som hjælper dig og alle omkring dig med at behandle astmaen korrekt.

Indhold:

  1. Brochure
  2. Postkort
  3. Astmakort
  4. Astmataske

Medicin og astma
kort fortalt

Hvad er astma?

Astma er en kronisk lungesygdom, som kan ramme både børn og voksne. Når du har astma, har du en betændelseslignende tilstand i lungerne, som gør, at slimhinden i luftvejene hæver og danner for meget slim.

 

Hvad er et astmaanfald?

Udsættes du for noget, du ikke kan tåle, eller noget der irriterer dine luftveje, kan astmaen få musklerne, der sidder omkring luftvejene, til at trække sig sammen, så du hoster og får sværere ved at trække vejret.

 

Hvad giver dig et anfald?

Når du har astma er dine luftveje sarte, og du får derfor let astmasymptomer eller et anfald, når du udsættes for noget, du ikke kan tåle, eller noget der irriterer dine luftveje. Astmasymptomer udløses eller forværres af det, der kaldes triggere; irritanter (stoffer eller fysisk aktivitet, der irriterer de sarte luftveje) eller allergener (stoffer, der giver en allergisk reaktion).

 

Du ved måske allerede, hvad der kan udløse astmasymptomer hos dig?

Triggere

Irritanter

  • kulde
  • varme
  • fugt
  • røg og os fra tobak, levende lys, udstødning, madlavning etc.
  • stærke dufte eller lugte f.eks. parfume
  • fysisk aktivitet

Allergener

  • pollen
  • husstøvmider
  • dyrehår og -skæl
  • skimmelsvampe

 

Infektioner (forkølelser)

Sådan behandles astma

Målet med din astmabehandling er, at du kan leve et aktivt og normalt liv som alle andre. Det er ret effektivt at behandle astma med medicin.

Når du får den helt rigtige medicin, kan du leve med astma, uden at noget stopper dig.

 

Du skal tage to slags astmamedicin:

forebyggende medicin (brun/orange, evt. også en tablet) og hurtigtvirkende medicin (blå).

Close

Forebyggende medicin

Du skal tage den forebyggende medicin hver dag – både når du er hjemme, overnatter hos venner og familie, når du er på lejrskole eller til idrætsstævne osv.

Læse mere

Du skal tage den forebyggende medicin hver dag – både når du er hjemme, overnatter hos venner og familie, når du er på lejrskole eller til idrætsstævne osv.

Medicinen hjælper med til, at slimhinden ikke hæver, at der ikke dannes slim, og at musklerne omkring dine luftveje ikke trækker sig sammen. På den måde bliver der bedre plads i luftvejene til at trække vejret frit.

Den forebyggende medicin skal typisk inhaleres – det vil sige, at du skal suge medicinen ind med et kraftigt sug. Det er vigtigt at bruge den rigtige teknik hver gang, så du får den rigtige mængde medicin. Du skal muligvis også tage en forebyggende tablet.

Orange el. brun
Close

Hurtigtvirkende medicin

Selvom du tager din forebyggende medicin hver dag, kan du alligevel opleve at få svært ved at trække vejret – fx hvis du udsættes for noget, du ikke kan tåle. Du kan også få symptomer, når du dyrker sport eller er fysisk aktiv.

Læse mere

Selvom du tager din forebyggende medicin hver dag, kan du alligevel opleve at få svært ved at trække vejret – fx hvis du udsættes for noget, du ikke kan tåle. Du kan også få symptomer, når du dyrker sport eller er fysisk aktiv.

Et akut astmaanfald skal behandles med hurtigtvirkende medicin, der straks får musklerne omkring dine luftveje til at slappe af og give plads til, at luften kan passere. Hvis du mærker astmaen, når du dyrker sport, kan det være en god ide at tage et sug af den hurtigtvirkende medicin, inden du går i gang. Den virker i løbet af få minutter og varer normalt i ca. fire timer.

Blå

Sådan husker du at tage din medicin

Hvis du har svært ved at huske den forebyggende medicin, er her et par gode råd

  • Snak med dine forældre om, hvordan de kan hjælpe dig med at huske den
  • Læg medicinen et sted, hvor du nemt får øje på den (fx ved tandbørsten, oven på fjernbetjeningen eller på spisebordet)
  • Sæt en alarm på telefonen, som husker dig på det
  • Tilmeld dig apotekets huske-sms

Astmakontrol

Din astma ændrer sig over tid. Der vil være perioder, hvor du mærker meget til astmaen, og perioder hvor du næsten ikke har nogen astmasymptomer. Derfor skal din astmabehandling jævnligt justeres.

 

Når du kommer til astmakontrol hos lægen hver 3.-6. måned, vil lægen måle din lungefunktion, lytte på dine lunger, spørge til dine astmasymptomer og brugen af din hurtigtvirkende medicin. Ud fra dette afgør I i fællesskab, om din astma er godt kontrolleret, og om medicinen skal justeres.

 

Det handler om at finde frem til den mindste dosis medicin, som samtidig er effektiv, så du får en god behandling med færrest mulige bivirkninger.

Har du husket?

Der findes desværre ikke en opskrift på, hvordan du kan være sikker på at undgå et astmaanfald. Men du kan selv gøre en indsats for at undgå noget af det, du ved, kan udløse symptomer. Og ved at huske nedenstående ting på tjeklisten.

Har du taget din medicin?

Det er en god ide at tage den forebyggende medicin på et fast tidspunkt på dagen – fx morgen og aften inden tandbørstning

Har du børstet tænder efter medicinen?

Det er vigtigt at skylle munden eller børste tænder efter den forebyggende medicin for at mindske risikoen for at få en svampeinfektion i munden.

Har du pakket din taske med medicin og astmakort?

Den lille taske gør det nemmere at have medicinen med i skole, til sport eller overnatning hos venner. Den ”gemmer” medicinen ad vejen og holder den ren. Husk at lægge dit astmakort i tasken, så de voksne omkring dig kan se, hvilken medicin du får.

Har du lagt astmatasken i din skole- eller sportstaske?

Det er vigtigt, at du ALTID har din hurtigtvirkende medicin med dig og holder øje med, at inhalatoren ikke pludselig er tom for doser.

Aktiv med astma

Når du får konstateret astma, kan det føles som om, at verden lukker sig sammen om dig. Du er måske endda bange for, at du aldrig mere kan gøre det, du plejer; dyrke sport, sove hos kammerater, tage på lejrtur, med videre. Men der er talrige eksempler på det modsatte – børn og unge, som ikke har ladet sig begrænse af astmaen. Mød et par af dem her:

Pernille Blume

Landsholdssvømmer (f. 1994)
Pernille Blume havde sin debut som senior landsholdssvømmer til verdensmesterskaberne på kortbane i Dubai i 2010, da hun var 14 år gammel. Samme år som hun fik konstateret anstrengelsesastma. Hun har sidenhen deltaget ved alle store svømmemesterskaber.

Efter jeg fik konstateret astma, kom jeg på medicin, og det virkede rigtigt godt. Jeg var i stand til at træne og præstere meget bedre. Mit råd er, at man ikke skal lade begrænse af astma. Det, at have astma inden for svømning, er nærmere reglen end undtagelsen.

Mogens Kjæmpe Jensen

Bjergbestiger (f. 1972)
Mogens Kjæmpe Jensen er eventyrer, professionel bjergbestiger, tidligere landsholdstriatlet og skolelærer. I 2004/5 cyklede og løb han fra Viborg til Mount Everest basecamp i Tibet – en tur på 11.500 km, som han tilbagelagde på 100 dage. Nogle år senere, den 22. maj 2007, stod Mogens på toppen af verdens højeste bjerg. Et sted, hvor der er meget lidt ilt. Mogens kom i astmabehandling som ung triatlet på eliteniveau og har været aktiv med astma i mere end 20 år – nu som verdenskendt bjergbestiger. Han vil dog ikke anbefale alle med astma at bestige bjerge. Målsætningen skal sættes ud fra ens nuværende situation:

Drømme og mål er subjektive, så alle bør forfølge deres eget Everest. Nogle har som mål at gå eller løbe rundt om en bestemt sø, og så skal de gøre det.

Vidste du at...

disse kendte mennesker har også astma?

 

One Direction-stjernen Harry Styles
Fodboldspiller David Beckham
Danser og Vild med dans-instruktøren, Silas Holst